Emner i filmen:
- Whiplash slår hårdt
- Whiplash er mere end smerter
- Personlighedsændring
- Træthed
- Manglende seksuallyst
- Selvmordstanker
- Du kan godt få det bedre
Har du stadig symptomer i mere eller mindre alvorlig grad 6 mdr. efter whiplashtraumet, kan du have kronisk whiplash. Selv om du stadig har symptomer, behøver det dog ikke betyde, at du er invalideret for livstid. Der kan stadig ske bedring, og nogle bliver stadig raske. Det gælder om at få god hjælp. Sundhedsvæsenets tilbud hænger dog desværre ikke på træerne, fordi der ikke, ligesom for andre sygdomme, findes et undersøgelses- eller behandlingsprogram efter whiplashskader. Du vil derfor kunne opleve, at læger og behandlere med tiden kan blive mere opgivende, ikke tager dig så alvorligt, som du kunne ønske eller taler om, at det kan være “noget psykisk”. Selvfølgelig kan du blive psykisk påvirket af forløbet, men det betyder ikke, at tilstanden skyldes noget psykisk. Så er du ikke enig i heri, skal du ikke acceptere det. Der kan efter et halvt år stadig være skader, som kan blive ved med at vedligeholde smerter og symptomer. Mange skader vil dog også være helet. Fortsætter smerterne selv om skaderne måske er helet, kan du have udviklet såkaldt smertesensibilisering eller overfølsomhed overfor smerter også det kan bedres. Du kan læse mere herom under Kroniske smerter.
At whiplash betragtes som kronisk efter 6 mdr. betyder ikke, at du ikke kan få det bedre.
Undersøgelser
Måske har de undersøgelser, du har fået lavet indtil videre, ikke vist noget, eller måske har du slet ikke fået foretaget nogen. Der findes nemlig ikke et undersøgelsesprogram efter whiplash. I Whiplashforeningens spørgeskemaundersøgelse blev knap halvdelen ikke undersøgt det første halve år med andet end en umiddelbar undersøgelse foretaget af lægen. Er du blevet undersøgt med billeddannende undersøgelser som fx skanning i rygliggende stilling, er der oftest heller ingen skader at se, og de funktionelle undersøgelser, som foretages af nakken under bevægelse, foretages endnu ikke i Danmark. Derfor tager nogle til udlandet, oftest England eller Tyskland, hvor der nogle steder kan foretages fx funktionel skanning i oprejst stilling. Det er dog desværre langt fra altid, at undersøgelsesresultater fra udlandet, som viser skader i nakken, tages alvorligt af danske læger.
Behandlinger
Behandlingstilbuddene i sundhedsvæsenet er som nævnt begrænsede. Det er dog muligt at finde noget, der kan forbedre eller lindre din tilstand, hvis du selv betaler.
Andre whiplashskadede fortæller dig gerne om det, der har hjulpet netop dem. Lyt til deres erfaringer, men husk på, at ikke to whiplashskader er ens. Det, der hjælper den ene, hjælper ikke nødvendigvis den anden. Træf derfor din egen beslutning ud fra, hvad du tror, vil kunne virke for dig, og prøv dig forsigtigt frem.
Ifølge Whiplashforeningens spørgeskemaundersøgelse er de oftest brugte behandlinger fysioterapi, kranio sakral terapi, akupunktur, kiropraktik, smerteklinik og osteopati. Nogle tilbydes psykiatrisk behandling. Er det dig imod, kan du overveje at skifte læge. Det er ikke alle læger, der psykiatriserer whiplashskadede. Se mere under “Behandlingsmuligheder“.
Smerter og andre symptomer
Som kronisk whiplashskadet er du ofte ramt af mere end konstante smerter, for du kan samtidig have mange andre invaliderende symptomer. Summen af alle symptomerne er langt værre end symptomerne er hver for sig. Fx kan du have influenzalignende symptomer og en følelse af at have både høj feber og svære tømmermænd på én gang formentlig pga. de mange samtidige symptomer. Det kan være svært at håndtere og lige så svært at forklare for andre.
Når man har fysiske smerter, så er det lidt ligesom ens hjerne, krop og organisme skulle klare det samme, som den skulle før. Den skal bare lige bruge 50% af sin energi på smerterne. Så der er jo meget mindre kapacitet til at klare alt det andet.
– Tacha Hviid, psykolog
Kronisk whiplash er mere end smerter
For mange whiplashskadede er smerterne det, der er sværest at leve med. Smerter i fx nakke, skuldre, lænd eller kæbe. Er smerter ikke det værste for dig, kan du i den følgende tekst skifte ordet “smerter” ud med hovedpine, svimmelhed, kvalme, tinnitus eller det, du føler er værst. Smerter gør, at kroppen på én gang er både i en stresstilstand og sat på standby. Smerter kan påvirke dig både fysisk, psykisk og socialt og fylde alt, indtil du lærer at leve med dem. Dertil kommer, at der følger andre symptomer som fx træthed, koncentrations- og hukommelsesproblemer, indlæringsproblemer, søvnproblemer, tristhed eller til tider egentlig depression, irritabilitet, humørsvingninger og evt. vrede med.
Det har været som at blive ramt af Hiroshimabomben. Skaden lander her og man tror det kun er der, skaden sker, men det bølger bare ud og har angrebet alt i mit liv.
– Rie Wegener, whiplashskadet
Smerter kan føre til onde cirkler, der forstærker hinanden, fx:
-
- Du kan ubevidst bruge de større muskler i nakken mindre og de små muskler mere for at beskytte det smertende sted med det resultat, at du kan få mere ondt flere steder og udvikle en forkert holdning.
- Dårlig søvn pga. smerter kan føre til en ond cirkel med endnu mindre søvn og endnu flere smerter.
- Kroniske smerter kan give dig kronisk inflammation i nakken, som både kan forstærke og vedligeholde smerter.
- Smerter kan stresse din krop, så du kan få endnu flere smerter og endnu mere stress.
- Du kan pga. smerter måske ikke lave så meget, som du tidligere kunne, og derfor kan du komme til at lave for meget og forværre din tilstand yderligere.
- Et liv med smerter kan i værste fald føre til, at du kan miste venner og andre sociale kontakter, fordi du måske kan være nødt til at stoppe vanlige udadvendte aktiviteter, hvilket i værste fald kan føre til social isolation og alt, hvad deraf følger.
- Du kan pga. smerterne formentlig ikke klare det samme som tidligere, og det kan bidrage til yderligere stresstilstand.
- Smerterne kan give problemer med både koncentration, hukommelse og indlæring og dermed kan du have svært ved at arbejde, tage en ny uddannelse, huske dine venners fødselsdage, huske aftaler, dine planer, betroelser eller vigtige oplysninger, og du risikerer derfor at miste flere sociale kontakter og i værste fald også dit arbejde med alt, hvad deraf følger.
- Du kan blive irritabel, vred og depressiv og have svært ved at rumme at være sammen med andre og derfor isolere dig og få det endnu værre.
Vær opmærksom på, om du har udviklet en eller flere onde cirkler og søg evt. hjælp til at få dem brudt. Det vil kunne frigive energi og medvirke til en bedre livskvalitet.
Tal sammen, prøv jer frem, og find nye måder at være sammen på seksuelt.
– Hanne Holst Rasmussen, whiplashskadet
Manglende sexlyst
Mange får manglende lyst til sex efter en whiplashskade. Nogle kan blive overfølsomme over for berøring en tid. Nogle mænd kan blive impotente i en periode. Begge parter i forholdet kan desuden være bange for, at det gør ondt på den whiplashskadede. Opgiv ikke et få sexlivet til at fungere igen. Sexlivet har betydning for et parforhold. I en periode kan det måske være nok at ligge tæt, indtil I begge er klar igen. Måske kræver det tålmodighed af partneren, som ofte vil kunne være hjælpsom ved at gå langsomt og forsigtigt frem. Måske kan I eksperimentere og finde nye måder at være sammen på, hvis der opstår unødvendige smerter hos den skadede. Smerter opstår ofte pga. partnerens vægt eller pga. bevægelserne. Smerter kan dog minimeres eller måske helt undgås, hvis fantasien tages i brug af begge parter. Tal åbent sammen om evt. problemer og behov og forsøg sammen at finde løsninger, som tilgodeser begge parter.
Genvind kontrollen
Har du i årevis levet med kronisk whiplash, kan din tilstand stadig blive bedre. Det er aldrig for sent. Bevar håbet. For mange gælder, at “mange bække små gør en stor å”. Én ting hjælper måske ikke, mens en indsats på flere forskellige områder kan skabe forbedringer – fx træning, kost, behandling og afslapning. Også opløsning af onde cirkler (se ovenfor), kan give bedring. Det er også muligt at få det bedre mht. smerter (se afsnittet om kroniske smerter). Det er dog desværre som regel overladt til dig selv at finde og afprøve muligheder, og det forudsætter derfor, at du selv gør noget. For mange kan det dog give en følelse af kontrol, som man ellers føler, man kan have mistet.
Se mere om, hvad du selv kan gøre under “Lev med kronisk whiplash“.
Undgå at få en ny whiplashskade
Du skal være opmærksom på, at når din nakke allerede er skadet, er der større risiko for, at et “lille bump” kan udløse nye skader eller forværre dine nuværende symptomer. Se mere under “Forebyg whiplashskader“.