Emner i filmen:
- Hvad er kiropraktik
- Nervesystemet tændes igen
- Øvelser og vejledning
- Undersøgelse
- Behandlingsplan
- Justere led/manipulation
- Symptomer
- Tværfaglig behandling
Dansk Kiropraktorforening skriver om kiropraktik:
Kiropraktik er et sundhedsvidenskabeligt fag, og kiropraktorer har en 5-årig uddannelse fra universitetet plus en 1-årig supplerende uddannelse i en klinik. Kiropraktorer er en del af sundhedsvæsenet med autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed og yder behandling med tilskud fra det offentlige. Kiropraktorer behandler mennesker med smerter og nedsat funktion i kroppens muskler og led.
Formålet med behandling hos kiropraktor er at lindre eller fjerne smerte og bedre funktionen. En vigtig del af behandlingen hos kiropraktor er at hjælpe dig til at forstå, hvad der er galt, og hvad du selv kan gøre for at få det bedre.
Manuel behandling består af en bred vifte af metoder, hvor kiropraktoren bruger sine hænder til at løsne/udspænde de stramme eller “låste” led i ryg, arme eller ben. Nogle af disse metoder retter specifikt og nænsomt på funktionen i et led med en karakteristisk hørlig lyd (knæk).
Bløddelsbehandling anvendes overfor muskler, sener og ledbånd m.v.
Træning og øvelser genopretter eller styrker den tabte funktion af det skadede område. Dette vil afhængigt af problemet omfatte både stabilitets-, styrke-, smidigheds- og/eller koordinationstræning. Træningen kan foregå enten som hjemmetræning eller i klinikkens træningsfaciliteter.
Forebyggelse er en vigtig del af et behandlingsforløb, idet det desværre er ret almindeligt at få tilbagevende problemer, når man først har fået en skade. Forebyggelse omfatter i særdeleshed træning. Behandling hos kiropraktor er for det meste smertefri. Mange oplever forbigående ømhed og træthed efter behandling hos kiropraktor. Alvorlige bivirkninger er sjældne.
Kilde: danskkiropraktorforening.dk
Læs evt. om valg af behandling og behandler under “Behandlingsmuligheder“.